Hotboxen

Hvad er en HotBox?

I forbindelse med test af ydervægge kan man benytte en "HotBox". Det er en testmetode, hvor der bruges specifikt testudstyr. Metoden bruges til at evaluere isolerings-, termiske- og fugttekniske egenskaber i bygningsmaterialer, fx i ydervægge.

En HotBox er en kasse-lignende opstilling. Der bygges en væg fx af forskellige vægopbygninger. På hver side af væggen monteres et kammer i form af en kasse. Typisk vil den ene kasse, som sidder på den indvendige side af væggen, simulere indeklima og kassen på den anden, udvendige side af væggen, simulere udeklima.

Når en HotBox bruges til at undersøge fugttekniske egenskaber i en ydervæg, fokuseres der på måling og undersøgelser af fugtforhold og temperatur på udvalgte steder, eller i flere punkter, gennem væggen.

HotBox-enheden er designet til at simulere forskellige klimatiske forhold og temperaturforskelle på tværs af ydervæggen. På den måde kan ydervæggens evne til at modstå eller håndtere fugt på, undersøges. Disse tests er afgørende for at vurdere ydervæggenes virkemåde, især med hensyn til fugthåndtering, da forkert håndtering af fugt kan medføre risiko for vækst af skimmelsvamp, som ved længere påvirkning kan føre til råd og nedbrydning af de materialer væggen er opbygget af.

Når HotBox-enheden bruges til fugttekniske undersøgelser vil de to kamre, på hver side af væggen, simulere forskellige vejrforhold givet ved temperatur og relativ luftfugtighed. Ved at overvåge og måle fugtniveauer, temperatur og relativ luftfugtighed i konstruktionernes materialer, kan man vurdere materialernes egenskaber i forhold til at absorbere fugt og opretholde en sund og fugtteknisk robust og holdbar konstruktion.

Denne type tests er afgørende for at sikre, at ydervægge, konstruktionsopbygninger eller bygningsmaterialer opfylder deres tilsigtede fugttekniske egenskaber, hvilket er afgørende for at opretholde bygningers holdbarhed og undgå, at der opstår risiko for vækst af skimmelsvamp forårsaget af for meget fugt.

Testene udføres på ydervægskonstruktioner af hovedsagelig fornybare genanvendelige materialer. Indeklimaet simuleres ved 20 grader celsius og en relativ luftfugtighed på 58 % RF. Udeklimaet simuleres ved 0 grader celsius og 86 % RF.